OM MIG

CHRISTINA GLOCK

Jeg hedder Christina og er fra 1969.

Jeg bor i eget hus i Stavtrup med min mand Torben og vores datter Rakel på 13 år.

Min mands 2 drenge (på 27 og 24) har boet hos os hveranden uge, men er flyttet hjemmefra.

Rakel går på Århus Friskole, som nærmest ligger i vores baghave.

Jeg har "Førstehjælpskursus til børn 0-6 år", "Leg med sproget", "Smagen i centrum" "Guldmærke" (90-100% økologi) og e-smiley.

Derudover har jeg arbejdet i vuggestuer, børnehaver og indskolingen.


PÆDAGOGIK

Pædagogisk er jeg inspireret af den anerkendende pædagogik. For mig handler om at se barnet og være nærværende. Jeg mener at man ligeværdigt bør respektere barnets nysgerrighed, fantasi, leg og læring. Grundstenen er at give omsorg, varme og tryghed. Derudover har jeg stor fokus på den voksnes virke som rollemodel - både i tale og handling. Jeg har arbejdet en del med mentalisering og empatitræning.


Vi er en lille gruppe på 4 børn og mig. Jeg indretter aktiviteterne efter børnene og passer til på dagen, så alle kan være med og alle kan udvikle sig i sit eget tempo.


Jeg har i mange år arbejdet som køkkenleder og pædagogmedhjælper i forskellige integrerede institutioner. Jeg mener at det er meget vigtigt at børnene har mulighed for, at smage på forskellige fødevarer.


Jeg vil arbejde med at alle børnenes sanser bliver tilpas stimuleret, så de får en harmonisk hverdag med gode inputs. Ud over de klassiske sanser: Høre, smage, lugte, se, og føle (taktilsansen), så har vi også vestibulær sansen og muskel/led-sansen/tonus, som har betydning for balancen og ens rum-retningssans.

Sproget er også en meget vigtig del af vores hverdag, det bevæger os selv og andre. Det er et system af gestik, mimik, musikalske elementer som rytme og sprogmelodi samt ord med en betydning.


De daglige aktiviteter vil planlægges, så alle sanser naturligt aktiveres.


Oprindeligt er jeg uddannet kunstner og grafisk designer, og kender derigennem til at udtrykke mig kreativt. Hvilket jeg i høj grad bruger i mit arbejde sammen med børn.


HUSET OG HAVEN

Jeg har en stor stue hvor det primære indendørs opholdsrum er.

Køkkenet ligger i halv-åben forbindelse med stuen men i eget rum, derfor er madlavning en synlig og del af hverdagen.

Jeg har en meget stor have, med mange mulige aktiviteter i. En del er indhegnet jfr regler fra Aarhus kommune og resten af haven bliver brugt til udflugter.

Vores opholdsrum hænger sammen med udestuen, der fører direkte ud i haven, så det er let at bevæge sig udenfor. Her er sandkasse, motorik-legetøj, rutsjebane og gynger. I den omkringliggende have er der køkkehave hvor jeg arbejder med perma-kultur, og en stor del er meget "Vild med Vilje". Det er altid spændende at følge med i.

Der er mange små og store udflugtsmål i området, som jeg benytter mig af: Tur over engen til storskoven. Tur ned igennem anemone-skoven, hvor der er mange klatremuligheder på væltede træer. Ned og se på Brabrandsøen, køerne og fugletårnet. Helt hen og se på ænder og geder. Vores egne høns. Tomater og agurker i drivhuset. Bålsted. Legehus og legekøkken. Jord, sten og pinde. Løbecykler og scooter rundt på fliserne. Der er et rigt dyre og fugleliv i haven som vi nyder godt af.



Christina Glock